Hvilket Grafikkort Har Jeg? Sådan Ser Du Det

23/10/2020 13:35
Billede: Pixabay

Hvis du får et spørgende og undrende udtryk i ansigtet, når spørgsmålet går på, hvilket grafikkort har jeg, så er du kommet til det rette sted. 

For dem der ikke interesserer sig for, hvad de enkelte dele af computeren hedder, så kan det være svært at huske alle de forskellige numre og betegnelser. Men de er nemme at finde. Her får du en trin for trin guide til, hvordan du finder ud af, hvad hvilket grafikkort du har.

Sådan ser du, hvilket grafikkort du har

Du kan finde ud af, hvilket grafikkort du har - også uden du behøver splitte computeren fra hinanden. Du kan nemlig gøre det via selve styresystemet - altså Windows.

  1. Klik på start 
  2. Klik på indstillinger (ikonet med tandhjulet)
  3. Klik på system
  4. Klik på skærm (oftest lander du her, når du klikker på system)
  5. Scroll ned og klik på avancerede skærmindstillinger

Her kan du under skærmen se, hvilket grafikkort den er tilsluttet. Det står som det første under skærmoplysninger.

Her kan du se både navnet og modelnummeret for dit grafikkort, samt hvilke indstillinger skærmen kører med - så som opløsningen, opdateringshastigheden (Hz) og bitdybden.

Klikker du på "egenskaber for skærmkort", så kan du se uddybende specifikationer for dit grafikkort. Her kan du blandt andet se den samlede tilgængelige grafikhukommelse og den dedikerede skærmkorthukommelse.

Netop disse oplysninger kan du bruge, hvis du skal se og sammenligne kapaciteten på dit grafikkort med andre grafikkort. Det er ganske brugbart, hvis du er på udkig efter et nyt grafikkort og vil sikre dig, at det nye graffikkort rent faktisk også har bedre specifikationer og evner, end det du allerede har.